Variabler og datatyper er grundstenen i al programmering. De fungerer som navngivne beholdere, hvor du kan gemme data som tal, tekst eller sand/falsk-værdier.
Det er i variable at programmer „husker“ information/data og pba. af disse kan et program ændre adfærd dynamisk.
Når vi giver en variabel en type har det to formål.
Når data typer.
Da værdier vi bruger som variable, int, float og boolean etc. lagres forskelligt internt i computeren, kan kompileren ud fra typen afgøre hvordan hvad
Vi skriver vores programkode til kompileren som oversætter dette et sprog som computeren kan eksekvere, dvs enten til binær-, eller byte-kode. 1)
int og float
Når vi i vores programkode fortager tildelinger og/eller sammenligninger kan vi med brug af et type system detektere fejl allerede når programmet oversættes. Her kan kompileren se at vi forsøger at fx. sammenligne typer, eller tildele værdier til typer som ikke er umiddelbart forenelige. .f.eks tildeling int til string, boolean til float. Lidt som at sammenlige appelsiner og damecykler, det giver ikke umiddelbart mening., Kompileren vil melde en fejl og afbryde kompileringen.
At mestre datatyper og variabler gør det lettere at skrive korrekt, struktureret og læsbar kode – et fundament for al videre læring i programmering.
Er erklæring (declaration) er en hensigts erklæring overfor kompileren hvor vi fortæller at vi ønsker at anvende en variable med et givent navn, og type. Herved kompileren at den skal afsætte plads til denne type, og vi kan efterfølgende henvise til værdien gennem det angivne navn på variablen.
Eksempel:
int tal; bool status; String name;
Ovenstående vil få compileren til at afsætte plads i computerens hukommelse til disse data, og navnet peger på cellen.